Tønder Veteran Klub anno 2005

Her siger man ikke nej

Her siger man ikke nej !!!

Sidst på efteråret 2015 blev jeg sammen med fire kollegaer inviteret til en tur sydpå; vi skulle på fabriksbesøg hos Ravaglioli som producerer bl.a. lifte, dæk og afbalanceringsapparater. Fabrikken ligger i Bologna, og dette er ganske nær byen Modena som bygger to af verdens dyreste sportsvogne: nemlig Ferrari og Lamborghini – og her skulle vi på besøg.

Vores tur startede i Billund onsdag d. 2.12. sidst på eftermiddagen. Vi skulle først flyve til Amsterdam og derfra videre til Bologna – den dag, hvor jeg samtidig blev bedstefar til mit 6. barnebarn, så man må sige, at det kunne vel kun blive en god tur, selv om jeg havde sagt til min datter, at hun ikke skulle føde før jeg kom hjem. Der ser man, at det ikke er lykkedes mig at få mine børn til at høre. Vi ankom ved ca. kl. 24.00 hvorefter vi blev indkvarteret på et 4-stjernet hotel, nåede lige at drikke et par enkelte øl og så i seng.

Næste morgen stod jeg op ved 6.30-tiden og en smule klatøjet, i bad og så ned til morgenmad. I Italien er morgenmad nu ikke det samme som hverken i Danmark eller Tyskland – den var nu alligevel helt OK, men, men, men deres kaffe – der var ellers nok at vælge imellem, her kan der bl.a. nævnes: espresso, cappuccino og café latte, eller som mine kollegaer og vores italienske ven Alberto fortalte: café americano, uha, uha – de to af dem var så stærke, at de kunne vække selv de døde. Jeg måtte i de fleste tilfælde drikke cappuccino og fik straks at vide, at det kun er noget, piger drikker.

Efter morgenmaden – afsted mod Modena. Vi skulle først besøge Ferrari museum. Hold op, det er et besøg værd, helt utrolig flot – men de fleste biler er røde ligesom min egen (det er dog kun en MG B, så farven passer). Alle modeller, som Ferrari har produceret, var udstillet, ligesom alle Formel 1-biler af alle forskellige årgange. Jeg vil lige starte med at nævne et par stykker, af de gamle modeller: der var en Ferrari 166 Berlinetta fra 1952, en Ferrari Dino 246 GT, 1969 og den dyreste af dem alle en Ferrari 250 GTO fra 1962. Så kommer vi til de nye modeller: en Ferrari 458 Italia (den model var jeg senere ude at køre i – sådan en går nu ikke helt så ringe, og lyden er jo et kapitel for sig selv). Der var LaFerrari Reference model 2012, en Ferrari F12 TRS, som først kunne leveres efter 2014, og så kom den model, som jeg selv synes er den flotteste af dem alle: en blå (ikke rød) Ferrari SP America 2014.

Vi må ikke glemme Formel 1-modellerne og dem, der kørte dem. Jeg starter lige med den Formel 1 Ferrari pilot, som stadig er den mest populære kører hos Ferrari, nemlig Gilles Villeneuve,  hvis rigtige navn var Joseph Gilles Henri Villeneuve (18. januar 19508. maj 1982). Han var en canadisk racerkører, der kørte seks sæsoner og 68 Grand Prix’er i Formel 1. Han nåede i sin karriere at vinde seks Grand Prix’er, og sluttede yderligere syv gange på podiet for sekundære placeringer. Den 8. maj 1982 blev Villeneuve dræbt i en ulykke under kvalifikationen til det belgiske Grand Prix. Hvis man ser den bil, som han kørte i de år kontra de biler, der i dag suser rundt på verdens Formel 1-baner, spørger man sig selv, hvor skal benene være? Køreren sad helt ude i fronten af bilen, og der skal ikke køres meget imod før det gør rigtig ondt i fødderne. Når I ser billederne af de nyere Formel 1-modeller, kan I se den store udvikling, der har været i motorsportens kongeklasse. Formel 1 er ikke kun, at man finder en verdensmester, men det er absolut heller ikke helt ubetydeligt, hvem der vinder konstruktørernes verdensmesterskab. Ferrari har vundet 16 gange i følgende år: 1961, 1964, 1975–1977, 1979, 1982, 1983, 1999, 2000–2004, 2007, og på billedet ser man flere af bilerne, samt enkelte motorer, i et helt rum for sig selv. I flere af rummene hang der på væggene flere tv-skærme, hvor der blev vist forskellige film om myten Ferrari. Her fandt jeg b.la. følgende tekster: ”We dont sell cars, we sell a dream” eller ”The best Ferrari car, we have ever produced, is the next one”. Enzo Ferraris kontor var ligeledes sat i glas og ramme, som det kan ses på et af billederne. Inden vi forlod museet, var vi lige et smut forbi deres souvenirshop, og man må her sige, at det godt kan være en Ferrari er dyr, men det er deres souvenirs så sandelig også. Jeg havde kun råd til en cap, der bare lige kostede 30 €.

Færdig på museet ud på gaden. Nu skulle vi ud at køre i en af disse dejlige og flotte biler. Her handler det om under igen omstændigheder at lave buler; hver mand har en selvrisiko på 3.000 €, og så måtte vi kun køre 10 km på almindelig landevej. Alligevel er det en stor oplevelse at køre i et køretøj, som de færreste nyder glæden af i dagligdagen. Jeg kørte i en rød 458 Italia – ikke så ringe endda. På billederne ser I lige undertegnede rykke fra den gule fare.

Nu skulle man så tro, at dette var dagens højdepunkt – men efter min mening kom det først, da vi senere på dagen skulle besøge Lamborghini-fabrikken i den lille by Sant’Agata, ikke så langt fra Ferrari i Modena. Vi startede med en lille gåtur i byen og en smule frokost; der blev serveret forskellige pizza, ikke helt ukendt i Italien. Den lille by har et tydeligt sydeuropæisk præg, især i byggestilen.

Efter ankomsten til Lamborghini startede vi med at besøge museet – langt fra så flot og prangende som hos Ferrari, men alligevel super flot med lige så flotte, sjældne, både nye og gamle modeller. Jeg starter lige med de gamle: en 350 GT, som er den allerførste Lamborghini, den næste en 400 GT 2+2, og den jeg synes er den fedeste, en Muira P 400 S, der blev bygget 1966–1969, den har V12 centermotor og kunne fås med 350–385 HK. Der blev kun bygget 475 enheder. Ligeledes var der den 4-personers sportsvogn Lamborghini Espada, der blev bygget 1968–1978, i 1227 enheder. Så vil jeg også lige næve de andre modeller: Urraco, Jamara, Jalpa og naturligvis Countach LP 400, produceret 1974–1978, en 4 ltr. V12 og med 375 HK, der blev kun bygget 151 eksemplarer af denne model. Bilen var med i filmen ”The Cannonball Run” fra 1981 med Burt Reynolds og Roger Moore – og jeg skal her lige nævne, at det ikke var de to, der kørte denne bil, men to labre larver.

Så kommer vi til de nye modeller, Callardo, som I kan se, bruger det italienske politi den som politibil – der er ikke mange, der lige smutter fra den. Urus en SUV model fra Lamborghini, hvilke SUV modeller skal den mon konkurrere med, måske Audi Q7 eller Volvo XS90, vel næppe. Så kommer vi til Diablo SV. Det er lige den, jeg bedst kan forholde mig til; det er vel fordi jeg for nogle år tilbage havde denne model som firmabil i 2 dage – det er nogle af de arbejdsdage, der ikke lige sådan går i glemmebogen. Efter at have brugt en times tid i det lille museum, blev vi afhentet af en guide, der startede med at fortælle, at vi skulle aflevere vores mobil telefoner, iPads og kamaraer og lignende, i et aflåst skab, for nu skulle vi på rundtur i selve produktionen. Der blev for tiden produceret to modeller, 10 stk. Huracán og 5 stk. Aventador. Alt, hvad der rullede ud af færdige biler er solgt rundt om i verden. Prisen på en Aventador ligger fra 340.000 €, som ca. svarer til 2.550.000,- kr. og opefter, og naturligvis uden de danske afgifter.

Inde i selve produktionen blev hele de fantastiske motorer samlet helt fra bunden. De starter med en blok og monterer derefter alt selv. Læder i alle farver hænger på rad og række. Kun det bedste bliver udvalgt til at sy sæder og andet interiør af. Alt bliver efterset og godkendt inden produktionen går i gang. Der er rigtig mange ansatte, og alle er specialister på deres felt; alt er lavet med følelse og entusiasme. Helt fantastisk, og jeg har trods alt været inde på en del bilfabrikker. Når bilerne så er færdige, kører de ud af hallerne og så på en ca. 50–60 km lang prøvetur – forestil jer lige lyden, når der bliver kørt ud på landevejen med prøvenumre. Her står man så bare og nyder både lyden og skønheden af disse fantastiske biler. Jeg vil her lige sige, at hvis pengepungen var til det, ville en Lamborghini i dag stå en smule højere end Ferrari. Men drømme koster som I alle ved ingenting.

Med alle de super indtryk man havde fået i løbet af dagen, var det tilbage til hotellet og så ud at spise.

Næste dag skulle vi igen på fabriksbesøg denne gang var det Ravaglioli løftere, balancemaskiner og dækapparater vi skulle se produktionen af. Det blev ligeledes en dag med mange indtryk. For mig og mine kollegaer, der til hverdag sælger disse maskiner, var dagen ligesom den foregående spændende og fuld af indtryk.   

Jeg må lige fortælle en smule om Bologna og dens specialiteter. Bologna er hovedstad i Emilia-Romagna-regionen i det centrale Italien. Byen er grundlagt af etruskerne omkring 534 f.Kr. under navnet Felsina. I det 16. århundrede kom byen under Pavestaten. Der er i dag ca. 375.000 indbyggere. Seværdigheder er der mange af i den gamle centrale bydel. Gamle smalle gader, bredde boulevarder, store og små meget smukke huse. Forretningerne i den indre by er utrolig smukke og der er nogle bygninger man er nød til at se, som f.eks. basilikaen San Petronia, Piazza Maggiore, kirken Santo Stefano, og de 2 tårne, hvor det ene er skæv som det berømte tårn i Pisa. Maden er god, og pizza er ikke helt ualmindeligt på disse kanter, men der er også andet så som f.eks. parmaskinke, parmesanost.

Dette var en lille rejse guide om min tur til Ferrari og Lamborghini og til sådan en tur, siger man jo ikke nej – vel.

Dres Callesen