Tønder Veteran Klub anno 2005

På tur til Süderbrarup

På tur til Süderbrarup

Tekst og foto S.Riege

Hvilken velsignelse at køre til træf i Süderbrarup, Tyskland, i tørvejr, efter lørdagens regnfulde vejr til træf i Agerskov.                                                                                                                                                                              Jeg (skribenten) havde for et stykke tid siden i tyske automobilblade, læst om ”6. Internationale Rektol Klassik Event” i Süderbrarup, 35 km syd for grænsen til Tyskland, men havde ikke taget stilling til, om der skulle bruges tid på at deltage. Eventen var både lørdag og søndag – med aftenfest – men jeg havde hørt, at der ikke kom så mange deltagere om lørdagen. Nej, det er om søndagen folk lufter biler i Tyskland. Jeg havde godt nok besøgt eventen i forbindelse med at vi deltog i Tønder Veteran Klub´s udflugt til Jaguar-museet ”das Kuhhaus” (se diverse Jaguaria) for et par år siden. Og da var der ikke ret meget ”liv” i eventen. Men efter at have læst indbydelsen på nettet, hvor arrangøren lovede godt vejr, besluttede vi – den ægteviede og jeg – at give det en ny chance. Og lige som sidste gang, hægtede vi os på Tønder Veteran Klub.                                                                                                                                                                                                 Vi mødtes 6 biler søndag den 14/08 kl. 10 på parkeringspladsen lige over grænsen nedenfor ”Hotel des Norden”, for at følges ad. Vejret sendte ind i mellem nogle sorte skyer over himlen, men regn blev det dog ikke rigtig til, så de modige kørte ”åben”, vi valgte at køre ”lukket”. Det blev da også kun til et par enkelte stænk, og vel ankommet til markedspladsen i Süderbrarup, blev vi anvist nogle gode pladser, da Tønder besøger eventen hvert år. Der var vel omkring 2-300 biler af alle mærker, men selvfølgelig mest tyske. Der var nogle motorcykler, både 2 og 3 hjulede, gamle campingvogne, knallerter og en masse traktorer. Og så var der selvfølgelig de obligatoriske madboder, pølser, øl, is. Enkelte ”stumpe- og loppeboder”. En del danskere havde fundet vej til eventen – løst anslået vel omkring 25 stykker, herunder en del bekendte. 
 Vi fik stolene pakket ud, hygget, set på biler, spist, sparket dæk med forskellige kendte og ukendte, og alt det andet, der hører med til sådan et arrangement. Og selvfølgelig var der præmier, medaljer, pokaler, til ”best in show”, ældst, bedst restaureret, flest publikum stemmer, juryen stemmer m. m. i de forskellige grupper. En enkelt regnbyge hen på eftermiddagen på ca. 10 minutter, bragte kun lidt skår i eventen, for bagefter skinnede solen igen.                                                                                                                            Eventen var startet om lørdagen, og havde ”tiltrukket” ca. 50 biler – så var det jo godt, at vi først kom om søndagen -  som kunne deltage i 2 forskellige udflugter af ca. 30-40 km, til to seværdigheder i nærheden, og om aftenen var der fest i ølteltet med ”levende musik”. Der var også ”levende” musik i 2 omgange om søndagen. Sidst på eftermiddagen kom et jurymedlem hen til os, og udpegede i ”vores gruppe” (dem fra Tønder) en MGB og vores E-type, samt et par andre biler, og sagde, at vi skulle køre hen foran højtalervognen, da der var præmier til os. MGB fik 2. pladsen for 2.mest publikumsstemmer, jeg selv fik 3. pladsen for 3.mest stemmer og så havde juryen enstemmigt udpeget vores E-type som ”juryens bil”. De to ting tilsammen udløste en fin pokal. Skal jeg derned igen næste år? Ja da, også hvis det ikke giver pokal. Koster det noget at deltage? Nej, man kan bare møde op, men arrangørerne så gerne, at man tilmelder sig i forvejen. På plad-sen var der en ”samlebøsse”, hvori man kunne lægge penge efter evne, og disse penge bliver brugt til vel-gørenhed. Derfor hedder eventen også ”Das Oldtimer-Charity-   Event”.                                                                                                                                                                                  I år var det lykkedes at få indsamlet 650 euro, som går til en børneinstitution. Vil du vide/se noget om eventen, kan du se det på
www.oldtimertreffen-suederbrarup.npage.de.                                                                                                                                                 Ja, også kunne vi for en gangs skyld køre ”åben” hele vejen hjem, og handle lidt ind i grænsekioskerne, selv om det er ret begrænset, hvad man kan have med hjem i en E-types bagagerum, når man har 2 stole med.

Tak til Tønder Veteran Klub, fordi vi måtte følges med dem. Vi glæder os til næste år.