Tønder Veteran Klub anno 2005

Henry Quvang - et liv med Folkevogne

Henry Quvang – et liv med Folkevogne

 

Ofte hører man, at fænomenet ladefund nu om dage kun meget sjældent finder sted, men det sker dog alligevel ind imellem, og i TV-udsendelsen Under hammeren blev et af disse ladefund vist og beskrevet. En af deltagerne i fundet, hvis opgave det var at sætte årstal og model på de køretøjer, der befandt sig i laden, fortalte, at det, der egentlig mest fascinerede ham ved disse fund, var at få lov til at fjerne støvet fra køretøjerne. Simpelthen fordi tykkelsen af støvet for ham beskrev det antal år, køretøjet havde befundet sig lukket inde og gemt væk, og hvis man i det hele taget kan beskrive støv i lag, så havde det for ham nærmest arkæologisk betydning af bevæge sig ned igennem lagene. Det kunne måske dreje sig om årtier, fra køretøjet var blevet kørt ind i laden, og indtil det igen var kommet til syne for omverdenen, og støvet beskrev så en form for tidslomme, som køretøjet havde befundet sig i, mens der uden for laden var sket en mængde ting, både store, små, ulykkelige og lykkelige begivenheder i alle mulige former og kategorier.

Lidt på samme måde var der også en enkefrue i Sverige, der i starten af 60´erne købte en helt ny Folkevogn. Hun havde ikke selv kørekort, så bilen blev købt på den betingelse, at hendes nabo skulle agere som chauffør, når hun havde brug for det. Derfor var naboen også med henne ved forhandleren, og da handelen var ved at være slut og fuldbyrdet, mente den snarrådige sælger, at det var en god ide at investere i en ekstra kilerem til vognen, for sådan en ville der nok blive brug for på et tidspunkt. Det gik enkefruen, sikkert i samråd med naboen, med til, og kileremmen blev derefter placeret i bagagerummet.

På vejen hjem blev man også enige om, at køre ind og købe en avis, og avisen blev placeret lige ved siden af kileremmen. Efter en årrække døde enkefruen, og naboen overtog bilen. Men ingen af de to har nok haft det helt store kørselsbehov eller brug for at benytte bagagerummet, for da bilen så igen efter flere årtier stod til salg ved Læborg Autohandel her i landsdelen, befandt kileremmen og avisen sig stadigvæk på den selvsamme plads, og ligesom støvet på ladefundet kunne beskrive en tidslomme, så kunne man også sagtens sige det samme om avisen og kileremmen. Nyheder, som for avisens vedkommende i starten havde været dagsaktuelle, men som i løbet af dage, måneder og år havde ligget gemt væk, mens der udenfor var sket utallige ting. Såsom en mand, der satte sine fødder på månen, og et dansk landshold, der brugte deres fødder til at vinde et EM i fodbold, for nu bare at nævne to helt forskellige eksempler.

Og ligesom støv på et ladefund og en avis og en kilerem i et bagagerum kan beskrive en tidslomme, så kan det at sætte sig ind i en velrestaureret oldtimer eller veteranbil og køre i den også på en måde beskrive en tidsrejse. For her er det ikke et spørgsmål om at kunne huske, hvordan den bil, man i sin ungdom var den meget lykkelige ejer af, opførte sig under kørsel, men her kan man få en fornemmelse af, hvordan den i virkeligheden kørte, og de to ting behøver nødvendigvis ikke at være identiske. Altså er tiden igen på en måde stået stille inde i bilen, mens der udenfor er sket en mængde forskellige ting og forandringer.    

Så lad os i overført betydning bevæge os ned i støvet, læse en gammel, svensk avis og sætte os ind i en oldtimer og køre den tilbage i tiden, nærmere tilbage til årene omkring 1950 i datidens Danmark.

Meget så nødvendigvis ikke bedre ud dengang, men helt sikkert anderledes. Det var en tid, hvor man som barn lyttede til, hvad den ældre generation sagde, og hvis man ikke accepterede det, kunne det sagtens have nogle ubehagelige konsekvenser. Alligevel var Henry Quvang et barn, der havde sine egne meningers mod. Allerede som otteårig, da han af forældrene fra sit hjem, et husmandssted i Skovrup, blev sendt i søndagsskole, havde han henne i skolen gjort op med sig selv, at det med religion, det troede han simpelthen ikke på. Lærde folk kan sidde i timevis og gøre rede for deres forhold til religion, og komme med meget vidtløftige betragtninger om, hvorfor de ikke tror på en helt bestemt måde, men så alligevel på en anden, men for Henry var det med hans logiske sans kun et spørgsmål om, at han simpelthen ikke troede på, at der deroppe langt ovenover skyerne sad en gammel mand med et langt hvidt skæg, der åbenbart havde styr på alt og alle. Det kunne jo bare ikke lade sig gøre.

I et lille samfund, som en landsby som Skovrup dengang var, befandt der sig også større og mindre autoriteter, og en af dem, som Henry af og til mødte, var den lokale smed. Manden vidste, at han var smeden, og derfor var det også helt logisk, at det var ham, der kendte til sit eget håndværk. Og derfor overhovedet heller ikke efter egen mening havde brug for at stå og lytte til alle andres betragtninger om, hvordan hans arbejde var udført. Men Henry, som på det tidspunkt kun var en stor dreng, forklarede alligevel smeden, at når der på værkstedets regninger stod en tekst, der opfordrede kunderne til at fortælle det til alle andre, hvis de var tilfredse, men kun at nævne det over for smeden selv, hvis det ikke var tilfældet, så kunne det heller ikke passe, at smeden nægtede at høre på Henrys kommentarer og meninger, når de lige netop blev fremført over for smeden selv. Smeden har sikkert ikke vidst, hvad han skulle svare, så for en enkelt gangs skyld og for en kort periode gjorde Henrys udsagn faktisk manden fuldstændig tavs.

På et tidspunkt var Henry også henne ved smeden for at få en selvbinder repareret. Der skulle monteres nye fingre, men da de ikke befandt sig i smedens reservedelslager, blev Henry opfordret til at sætte sig på smedens knallert og selv hente dem ved et firma i Haderslev. Knallerten var en såkaldt ”røvskubber” med en motor monteret henne ved baghjulet og ellers ikke meget andet end et cykelstel, men alligevel med en topfart omkring de 60 km i timen. Derfor forklarede Henry også smeden, at han kun var 14 år og egentlig slet ikke havde lov til at køre på knallerten, men det så smeden stort på, og Henry blev sendt afsted.

Turen gik også uden problemer, bortset fra, at Henry ikke var imponeret over knallertens ydeevne, og da han kom tilbage med de nødvendige fingre til selvbinderen, spurgte han smeden, om han ikke skulle reparere knallerten, mens smeden tog sig af selvbinderen. 

Det blev der sagt ja til, og begge gik de i gang med deres respektive opgaver, Henry med knallerten og smeden med selvbinderen.

Henry har uden tvivl i forvejen haft en viden om motorer, men alligevel har hans tilgang til at få problemet med knallerten løst, sikkert været akkurat den samme, som igennem mange følgende år har hjulpet ham igennem utallige andre opgaver, som han er blevet præsenteret for. En sikkert medfødt mekanisk snilde, men også en vilje, en logisk sans og en stædighed til at få tingene løst. Henry skruede udstødningen af knallerten, registrerede at der var en masse sod, som nærmest var ved at gøre udstødningen tæt, og da det var fjernet, gik knallerten også straks meget bedre.

Op igennem tiden er der altid sket fremskridt og forbedringer inden for landbruget. Hvis man tænker på alternativet, så har selvbinderen, da den kom frem, uden tvivl også nærmest været en revolution for høstarbejdet, men alligevel er der nok en anden maskine, der næsten blev et symbol på, at mekaniseringen gjorde sit indtog i langbruget. Og det er den lille, grå Ferguson.

I den forbindelse kan man måske endda sige, at Henrys far har været tidligt ude i forhold til mange af sine naboer og kollegaer, for allerede i 1947 dukkede den første grå Ferguson op i det lille landbrug. Uden tvivl en beslutning, som blev bifaldet af sønnen Henry.

Traktoren viste sig dog hurtigt med sine 26 hk at være for lille til den beskaffenhed, ejendommens jord havde, og et par år efter blev den erstattet af en ny, grå Ferguson, denne gang med 31 hk, og de fem ekstra hk gjorde virkelig en forskel.

Om det så var den kraftigere motor, der fik Henry til at ane nye muligheder sammen med den lille grå, er ikke til at vide, men under alle omstændigheder oprettede han sin egen maskinstation. Og at det ikke bare var en stor drengs fritidsbeskæftigelse, det ser man, når omfanget af det arbejde, han nåede at udføre, bliver gjort klar for en. Det, der i mange år fungerede som Fjelstrup Alderdomshjem, blev bygget på en grund, der i sin tid blev planeret af Henry og den grå Ferguson. Ligesom fire andre og mindre byggegrunde, og ligesom Henry faktisk også slog græsrabatter i et område, der dengang indbefattede tre eller fire kommuner. Kundelisten, som engagerede Henry til forskellige opgaver, fylder mellem to og tre A4-sider, og som Henry med sin mening om religion, der i de mange mellemliggende år siden søndagsskolen ikke har ændret sig særlig meget, fremfører, så var fire af navnene på listen dybt religiøse mennesker. Men alligevel af den grund ikke blandt de mest sympatiske på listen.

Engang opstod der maskinskade under høstarbejdet, fordi kunden, der selv skulle passe selvbinderen, var uopmærksom, og maskinen kom for tæt på jorden. Måske havde Henry under andre omstændigheder reageret anderledes, men det var midt i den travleste tid, hvor reparationer ikke kunne være andet end et irritationsmoment, og hvor det i sidste ende også kunne koste indtægter, så den uheldige kunde fik straks en opfordring om at holde sine øjne rettet mod jorden, i stedet for at sidde og snakke med ham deroppe.

På andre måder kunne man heller ikke andet end sige, at unge Henry var en resolut type.

Dengang føltes afstandene som større, og derfor kunne nogle få kilometer også udgøre grænsen for, hvor der på den ene side boede helt normale mennesker, og hvor der på den anden side befandt sig nogle underlige og mærkelige eksistenser. Derfor var det måske heller ikke altid klogt som et ungt menneske, alene at overskride sådan en grænse og bevæge sig ind blandt de mærkelige og underlige, som man vel kun havde en eneste ting tilfælles med. De negative følelser, man havde over for dem, var helt sikkert gengældte.

Alligevel kunne en af fritidsbeskæftigelserne for Henry være en tur i biografen i Christiansfeld, og på et tidspunkt, hvor han selv havde anskaffet sig en Diesella 30, som i lighed med smedens knallert også var en ”røvskubber”-model, gik turen en aften til Christiansfeld Bio. Henry så filmen, men da han bagefter kom ud til sin knallert, kunne han ikke forstå, at den stadig var varm. Nogen måtte have kørt på den, mens Henry var inde og se film, og ham, der stod for cykelstalden kunne også oplyse, hvem der havde udført ugerningen, og at det drejede sig om en større gruppe af unge mennesker. Hvilket straks fik Henry til at køre rundt i Christiansfeld og afstraffe hver enkelt korporligt.

Den 11. maj 1955 blev Henry indkaldt til militærtjeneste, som i første omgang blev aftjent i Tyskland ved Den Danske Kommando i Itzehoe i Holstein, og efter et halvt år afsluttet som dragon ved Det Jyske Dragonregiment i Holstebro. Sammenlagt en militærtjeneste, der varede halvandet år, hvorefter Henry blev genindkaldt for en kortere periode i 1958.

Samme år mødte han også sin kommende hustru, Edith, og året efter startede en karriere som rutebilschauffør inden for DSB. Henry havde selvfølgelig kørekort til bus, men på det tidspunkt ikke den store erfaring, og for at blive lidt mere dus med de nye opgaver, fik han af sin leder lov til at tage en bus og så bare helt selv køre sig en tur. Valget faldt selvfølgelig på hjemegnen, og det har nok været med en vis stolthed, at Henry undervejs på turen kunne styre den store rutebil ind på gårdspladsen hjemme ved forældrenes ejendom.

I starten var det mest i weekenderne, at statsbanerne havde brug for Henry på landevejene, men da hele fire chauffører blev taget i at gensælge de billetter, som passagererne smed i askebægerne, og stoppe pengene i deres egne lommer, blev Henry tilbudt en mere fast ansættelse. Det blev først til en del lokal rutekørsel, men senere også længere ruter over hele det sydlige Jylland, hvor den længste tur gik fra Sønderborg til Vejle.

Nørregade 41 i Haderslev er en bygning, der gennem tiderne er blevet brugt til mange formål. Der har både været drengeskole, skoletandpleje, jernbanestation, hjemmepleje med meget mere, og mens Henry kørte bus, fungerede stedet også som busstation for DSB-busserne. Havde man uløselige problemer på stedet, var der en bestemt bemærkning, der meget ofte blev brugt: ”Vi skal lige vente til, Henry kommer ind med bussen”, hvorefter de uløselige ting pludselig kunne løses.

Det kunne være så forskellige ting som en printer, der af en eller anden grund ikke kunne føre papiret frem, eller et tungt klaver, der skulle transporteres op i lejligheden på anden sal. Printeren var af den type, hvor papiret var sat i i endeløse baner og med nogle små huller ude i siderne, som skulle gøre, at papiret ved hjælp af tapper kunne bevæge sig fremad. Henry var nok heller ikke dengang fyldt med en stor interesse og viden om EDB, men alligevel registrerede han hurtigt, at papiret sad skævt, og da det var rettet, kørte prin-teren upåklageligt igen. Klaveret krævede nok lidt mere den rigtige teknik i at flytte møbler og lignende plus en god del råstyrke, men Henry var åbenbart leveringsdygtig i begge dele og mere til.

I 1960 skete der så to ret så store og vigtige begivenheder i Henrys liv. Han blev gift med Edith, og han anskaffede sig sin granatrøde Folkevogn med foldetag. Folkevognen var på det tidspunkt et år gammel, og var indtil da udelukkende blevet brugt til orienteringsløb. Det afskrækkede dog overhovedet ikke Henry, men blandt kollegaer og venner blev han alligevel hele tiden mødt af negative holdninger til sit bilkøb. Og det har så uden tvivl været i den forbindelse, at Henry første gang har brugt ordet ”evighedsbil” om sin nyanskaffelse.

Og akkurat ligesom printerpapir i endeløse baner, når det kommer til stykket, faktisk heller ikke er endeløst, så kan man også, måske specielt når man ikke har en eller anden religion at støtte sig til, diskutere, hvor lang tid en evighed egentlig varer. På den anden side, Henry har stadigvæk sin Folkevogn, så det med evigheden og evighedsbilen er der indtil nu i hvert fald ingen, der har kunnet modbevise.

Over 55 år efter kører han stadigvæk i sin Folkevogn, og efterhånden som bilen er blevet ældre, har den selvfølgelig også fået en veteranstatus, og er kommet i den kategori, hvor den helt automatisk bliver sammenlignet med biler, der nok har samme alder, men som tjener et lidt andet formål. For i løbet af årene har Henrys Folkevogn ikke kun opnået den imponerende titel af evighedsbil, men har fået en yderligere, nemlig hverdagsbil. Henry kører ikke kun Folkevognen ud af garagen hjemme på adressen Solvang 7, når den skal på tur i klubregi som veteranbil og vises frem. Næh, han bruger den faktisk hver dag, både sommer og vinter. Bilen er heller aldrig blevet skånet, men er til gengæld blevet brugt til mange forskellige formål, bl.a. til at fjerne træer. Mange andre ville nok tænke sig om nogle gange, inden de bandt den ene ende af et reb i deres Folkevogn og den anden omkring et træ, men ikke Henry.  Men bortset fra, at den altså er blevet brugt, er den også samtidig altid blevet holdt i en nærmest pinlig orden. Og det har ikke kostet Henry en mængde mekanikerregninger, ene og alene af den grund, at han altid og igennem alle årene har været sin egen mekaniker. Få kender nok sin bil så godt, som Henry gør, og igen har egenskaber som stædighed, vilje og medfødte evner uden tvivl hjulpet ham igennem mange ting, som i hans verden sikkert aldrig er blevet beskrevet som problemer, men i stedet udfordringer, der selvfølgelig skulle løses.

Henrys lille familie blev også gennem årene forøget med hele tre børn, Sanne, Allan og Birthe. Birthe har aldrig vist interesse for at køre bil eller erhverve sig kørekort, hvilket hun må have efter sin mor, Edith, der heller aldrig har haft et kørekort. Men både Sanne og Allan kører den dag i dag Folkevogn og har gjort det i efterhånden mange år.

Børn har en tendens til at blive store, og efterhånden begynder byture også at fylde en del i deres weekender. Det skete selvfølgelig også på et tidspunkt for Sanne, og en af de gange, hvor hun skulle i byen, fik hun oven i købet lov til at låne fars bil. Som sagt, Henry har altid haft den indstilling, at biler skal bruges og nødvendigvis heller ikke skånes, men alligevel har han uden tvivl lige kigget en ekstra gang, da han dagen efter kunne konstatere aftryk efter gummisåler tværs henover hele bilen. Bilen havde sådan set ikke lidt nogen last. Aftrykkene kunne uden videre fjernes igen, men trods alt har Henry nok ikke haft det så godt med tanken om, at ungdommen løb rundt på hans parkerede bil i gummisåler. Og det har måske også fået ham til at være ekstra behjælpelig, da Sanne ønskede sig sin helt egen Folkevogn. Hvilket endte med at blive en lyseblå 1302, som hun og hendes familie stadigvæk er i besiddelse af den dag i dag.

Og ikke nok med, at børnene efterhånden fik Folkevogne.

På et tidspunkt læste Henry i avisen en annonce, indrykket af en mand, der boede i Sønderborg, hed Hoppe og havde en Folkevogn til salg. Bilen var bortset fra foldetaget næsten identisk med Henrys Folkevogn, så tanken var måske alligevel lidt fristende. Men den ville jo også optage en del af den trods alt begrænsede plads, som Henrys garage kunne tilbyde, så hvis handelen ikke blev til noget, ville det på den anden side heller ikke være en katastrofe. Men Henry kørte alligevel til Sønderborg for at kigge på bilen. Hoppe forlangte 14.000 kr., og da det var mere, end Henry ville betale, kom der pludselig en ny køber ind i billedet. En københavner, som åbenbart gerne ville betale den høje pris for bilen.

Henrys reaktion på den oplysning var, at så skulle bilen selvfølgelig til hovedstaden, og han kørte hjem til Haderslev igen.

Efter et stykke tid var der telefon fra Sønderborg. Københavneren var i mellemtiden åbenbart forsvundet. I hvert fald blev han overhovedet ikke nævnt i samtalen, men Henry kunne nu købe Folkevognen for 8.000 kr., hvis han samtidig også fjernede en større samling af reservedele, der befandt sig samme sted som bilen. Henry har sjældent sagt nej til reservedele, der kunne udvide den i forvejen store samling, han mellem år og dag har placeret på loftet, i kælderen og i garagen, så for ham gjorde det bare den forestående handel mere attraktiv, og med trailer bag efter Folkevognen og sønnen Allan ved siden af sig, gik turen nu igen til Sønderborg. Hvor Henrys vognpark så også blev fordoblet, og hvor Allan kunne hjælpe med at tømme garagen for reservedele og også kunne køre den ”nye” bil hjem.

Nyerhvervelsen skulle restaureres, og da Henry aldrig gør den slags halvt, men til gengæld med en enorm grundighed og akkuratesse, og den faktisk også fik lov til at stå i garagen i lang tid, inden han gik i gang med opgaven, gik der også en del år, før den til sidst var klar til at blive synet, indregistreret og få nye historisk korrekte nummerplader.

Henrys første bil har aldrig haft behov for at få de historisk korrekte nummerplader, for den havde jo i forvejen nummerplader fra dengang, hvor de alle sammen var sorte eller ”papegøje”-farvede, og den var indregistreret med nummeret NA 24362. Bil nr. to fik så et lidt lavere nummer, da den fik sine plader, nemlig NA 24361. Med andre ord, de to biler er ikke kun næsten identiske i udseende, men også næsten i deres registreringsnumre.

Måske har det også i sin tid været meningen, at Henry skulle overtage det fædrene husmandssted, men da det på et tidspunkt kunne være blevet en realitet, har det måske været svært at overtage et så lille brug og drive det videre. I hvert fald blev Henry som nævnt i stedet ansat ved statsbanerne, og søsteren overtog forældrenes ejendom sammen med sin mand og drev i nogle år taxa-virksomhed, hvor Henry også gerne ind imellem overtog nogle ture. Den lille grå Ferguson, som Henry havde arbejdet så mange timer sammen med, blev stående på ejendommen. Også da gården senere skiftede ejer, men da den så igen blev solgt for nogle få år siden, modtog Henry pludselig en telefonopringning. Den grå Ferguson var hans, og hvis han ville have den, skulle den bare hentes hjem til adressen på Solvang. Og hvor Henry måske nok havde været lidt betænkelig ved at sige ja til den ekstra Folkevogn, så var det her noget, som han alligevel ikke kunne få sig selv til at sige nej til. Det var ungdommen og barndommen, der på en måde kom retur til ham. En ring var sluttet, og den grå Ferguson blev nu efter alle de år flyttet til Haderslev.

Og dog.

For hvis sandheden skal helt frem, så havde den faktisk en enkelt gang i alle de år både skiftet adresse og næsten også ejer. Da gården i en periode havde været lejet ud, var traktoren pludselig på uretmæssig vis forsvundet fra stedet og dukket op et helt andet sted. Problemet var bare lidt, sikkert uden nogen tilhørende papirer overhovedet, at bevise, at det drejede sig om den samme traktor. 

Hvad gjorde man så?

Selvfølgelig ringede man til Henry, som også som altid havde løsningen.

Han havde siddet på den traktor i timevis dag ud og dag ind, og altid med det lille skilt med køretøjets forskellige modifikationer foran sig, så lige ud fra hukommelse kunne han uden nogen som helst problemer angive køretøjets chassisnummer.

Og så var det eventyr slut.

Den lille, grå Ferguson kunne fortsætte sit foreløbige otium på ejendommen i Skovrup, før den så til sidst endte i Haderslev.

Eventyret med de to Folkevogne med næsten identiske nummerplader er dog langt fra slut, så der er rig lejlighed til at møde Henry derude i sin granatrøde Folkevogn, både på ture med klubben, men helt sikkert også til hverdag i sin hverdags- og evighedsbil. En VW type 117 med stofsoltag.

 

Lars Pedersen