Tønder Veteran Klub anno 2005

De frivillige skaber sammenhæng

Af Jørgen Kjær

De mange frivillige i klubber, foreninger og ved store arrangementer er selve grundstammen, ja sammenhængskraften for at det hele kan lade sige gøre. Ingen klub uden en flok frivillige mennesker, der år efter år tager slæbet. Intet arrangement – stort eller lille – kan afvikles uden de frivillige, der ganske uselvisk tager en tørn. For der er nemlig ingen klubber, der har råd til at aflønne personale til dette.

De frivillige er kittet, der holder det hele sammen, men hvad driver dem? Hvad får dem til at ofre en stor del af deres fritid for at andre kan nyde livet i klubberne og til de mange arrangementer? Hvad er det for nogle mennesker, der sætter fællesskabet og gode oplevelser for andre over egen vinding?

VeteranPosten har spurgt nogle stykker, der i årevis har gjort et stort stykke frivilligt arbejde indenfor vores hobby omkring klassiske køretøjer. Det er ord og begreber som hjælpsomhed, hygge, fælleskab og interesse, der dukker op, når man spørger dem. Fælles for dem alle er, at det frivillige arbejde skal være fri for ærgrelser og brokkeri. Det kan dog ikke altid lade sig gøre, men hvordan bevarer de så alligevel gejsten? 

Givende at engagere sig
-Det kan være meget givende at engagere sig aktivt i en forening af ligesindede, på tværs af arbejde og social status, for vi kan lære en masse af hinanden og det udmønter sig i, at medlemmerne tør gå i gang med svære projekter, til gavn for os alle. Det kan godt være, at man ikke får et klap på skulderen hver dag, men det er som regel meget synligt, når indsatsen har båret frugt. Alle i foreningen ved, hvem du er og stoler på, at du kan hjælpe, og det er noget, der styrker selvtilliden, især hvis den af og til halter på andre områder, fortæller Ole Willumsen, der i 1995 var med til at stifte Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening. Her har han været bestyrelsesmedlem til 2005 og laver fortsat websider og blad. Ole Willumsen har været bestyrelsesmedlem i Motorhistorisk Samråd (MhS) fra 1995 til 2005. For nærværende er han tillige involveret i Panzermuseum East og er repræsentant for MhS i en arbejdsgruppe omkring studenterkørsel

-På minussiden kommer de medlemmer, der af og til gør foreningslivet surt, med brok, selvpromovering, bagtalelse, og det, der er værre. Men som en af mine venner siger: De er så få, måske kun en, - og resten er jo 100% værd at arbejde for, understreger Ole Willumsen.

Startede med håndbold
Både Per Rahbek og hans hustru Margit er engageret i det frivillige arbejde for Dansk Borgward Klub, men det startede med håndbold..

-Lige siden min ungdomsdage, hvor jeg spillede håndbold i Hjallese Gymnastikforening, har jeg været involveret i frivilligt arbejde. Da vi sidst i tresserne flyttede til Allested ved Vejle, blev jeg kontaktet af Vejle Gymnastikforening, som manglede en formand, hvilken post jeg overtog. Jeg startede håndbold op, og vores legendariske Anja Andersen, som alle jo kender, fik sin håndboldopdragelse i Vejle Gymnastik Forening, fortæller Per Rahbek, hvis entre i veteranbilverdenen kom i 2001, da han skulle på pension fra et travlt liv i forsikringsbranchen.

-Da vi i vores unge dage havde kørt i 2 Lloyd Alexander TS, faldt valget på disse biler fra den i 1962 lukkede Borgward-fabrik, som fremstillede disse biler. Vi meldte os ind i Dansk Borgward Klub i 1999, og i 2001 blev min hustru Margit, valgt som kasserer i klubben. I 2007 overtog jeg redaktørposten, selvom jeg ikke er nogen ørn ved en computer, men med stor hjælp er det vist lykkedes at udgive et blad, som vi godt kan være tilfredse med. At lave et frivilligt stykke arbejde, som jeg gør, er jo en livsstil, som man enten er klar til, eller ikke. Jeg har valgt det, fordi det giver så mange glæder i dagligdagen, at folk som du, dagen efter at du har modtaget vores blad, skriver, at du kan bruge nogle af vores artikler i Vintage-Nyt, og når mange af vores medlemmer ringer mig op, og er begejstret for de mange artikler, der er i bladet. Endvidere får vi så mange bekendtskaber i ind og udland på vore mange ture med vore gamle biler, at det er det hele værd. Som man kan læse i det seneste blad, stopper min hustru efter 14 år på kasserer posten.

-Du spørger også om, hvad der kan give ærgrelser. Til det vil jeg svare, at der i vores klub er et enkelt medlem, som altid skal brokke sig over et eller andet. Dette skete selvfølgelig også til vores træf i Bøjden, men det er ikke første gang, at vedkommende brokker sig. Men så er det lige før jeg siger: er det virkelig værd, at bruge så meget tid på det store arbejde, jeg lægger i klubben, men 1 medlem skal nu IKKE ødelægge det for så mange andre tilfredse medlemmer og deltagere, så jeg vælger nok at tage 2 år mere, hvis jeg bliver genvalgt, slutter Per Rahbek.

Hjælpsomheden er det givende
I sine yngre dage havde Per Groth fra Rungsted en sejlbåd, som han tilbragte mange timer i. Noget af det, der tiltalte ham allermest med at sejle, var det sammenhold og specielt den hjælpsomhed, der findes blandt sejlere.

-Da jeg af forskellige grunde på et tidspunkt solgte min Maxi båd (designet af Pelle Petterson), anskaffede jeg mig en Volvo 1800, (som tilfældigvis ligeledes var designet af Pelle Petterson). Jeg havde nemlig siden mine helt unge dage haft en varm følelse for netop denne bilmodel. Straks efter købet meldte jeg mig ind i Volvo 1800 Klub Danmark, og kort tid efter overtog jeg jobbet som redaktør for klubbens blad, samt blev medlem af bestyrelsen, og disse to positioner har jeg nu haft i 14 år. Hvis jeg sammenligner sejlermiljøet med veteranbilsmiljøet, så ser jeg store ligheder med hensyn til sammenhold og specielt med hensyn til hjælpsomhed, og jeg er overbevist om, at netop den store hjælpsomhed er en af årsagerne til, at mange veteranbilsentusiaster befinder sig godt med at udføre et stykke frivilligt arbejde – det er i hvert fald mit incitament. 

Vil gerne se tingene lykkes
Tine Things indgangsvinkel til frivilligt klub- og bestyrelsesarbejde må siges at være et familiært anliggende, da familien altid har været engageret i klubarbejde i danske Saab-klubber.

-Forstået således at klubarbejdet altid har været en del af mit liv, lige fra barnsben af. Hvad der er arv og hvad der i miljø i den her sammenhæng, kan være svært at adskille. Men jeg kunne ikke forestille mig at melde mig ind i et fællesskab, som jeg ikke ønskede at være med til at forme. Her tænker jeg at de fleste fællesskaber er ret ens, hvis du vil have indflydelse må du også påtage dig et vist ansvar, fortæller Tine Thing, der tidligere tog initiativ til at danne den nye web-baserede klub Saab-Asyl..

-Det er både på godt og ondt, når man vælger at tage de udfordringer op som andre vælger at gå udenom. Den største motivation for mig er at se tingene lykkes som for eksempel når planlægning af arrangementer bringer folk sammen præcis, som det var udtænkt. Samtidig giver samme ønske om at se tingene ske også anledning til den største frustration. Ofte griber hverdagen ind, og det frivillige arbejde tilsidesættes for hverdagens gøremål. Jeg oplever, at netop det fysiske samvær i fællesskabet bliver helt essentielt i den sammenhæng for at vedligeholde den entusiasme og drive, som er så nødvendig i hverdagen for netop at finde tiden til at vedligeholde det frivillige arbejde, forklarer Tine Thing.

Familien skal være med
Andreas Callesen, der var med til at starte Tønder Veteran Klub er ikke uvant med frivilligt arbejde. Gennem 27 år har han været frivillig ved Tønder Festival, og derfor falder det ham helt naturligt at yde et stykke frivilligt arbejde i den klub, han var med til at starte. Han fortæller:

-Når dette bliver en succes, og arbejdspresset bliver større, er det jo godt, at man umiddelbart ikke har så let til at blive stresset, man er fuld af energi, brænder for det, og det er en fordel, at man er god til at fordele arbejdet til andre samt være professionel og have en smule overblik.

-Det er som ringe i vandet, succes avler mere succes, i hvert fald så længe man holder benene på jorden. Man skal også altid huske at være ydmyg over for den fantastiske situation man er i og ikke selv høste laurbærrene, når man er flere om det store arbejde, der gøres. Så kan du altid få andre til at hjælpe.

-Den tid, man så skal bruge, bliver en leg, sådan tror jeg, at rigtig mange ildsjæle har det. Og hos os har jeg spottet rigtig mange af disse ildsjæle, det tror jeg i øvrigt er en kunst i sig selv.

-Noget af det vigtigste er her til slut, at man altid skal huske at have konen og familiens accept på det, man bruger sin fritid på, for hvis det ikke virker derhjemme, så er det ikke særlig stor sandsynlighed at det virker i fritiden, understreger Andreas Callesen.

Heldig med fælles interesse
Hvis ens hobby er motorkøretøjer, og man er heldig at komme i kontakt med  klub, hvor man bliver modtaget  på en god og hyggelig måde, er det vel ikke underligt man får lyst at give noget igen. Det synes formanden for Dansk Vintage Motor Club Bent Thomsen i hvert fald.

-Her træffer man folk med samme interesse, og der opstår ofte nye venskaber og måske kan andre klubmedlemmer hjælpe en med et større eller mindre problem, man går og tumler med, mange gange er der bare noget man ikke selv kan få øje på, forklarer Bent Thomsen og fortsætter:

-Når man er på arbejdsmarkedet, kan det godt være svært at afse tid til klubarbejde, og man må nøjes med kun at være nydende medlem, men når man går på pension, vil der være mulighed for at prioritere klubarbejdet lidt højere. Det behøver ikke at være de mange timer, der skal bruges, måske der bare bliver gjort opmærksom på, man kan kontaktes, hvis der er behov for hjælp nogle få timer.

-Er man så heldig at ens bedre halvdel, har samme interesse, er det alle tiders, så er der noget at dele ens oplevelser med, her tænker jeg blandt andet på klubstanden i Fredericia og andre større arrangementer, hvor der altid er nogen at tale med. Efter deltagelse i et sådan arrangement, og man kommer hjem til ens ynglings lænestol har man det virkelig godt.

-Så bliver pensionist tilværelsen, i hvert fald for mig, udnyttet på en utrolig god måde, understreger Bent Thomsen.

Helt afhængig af frivillige
Store arrangementer som for eksempel Classic Race i Aarhus (CRAA) er helt afhængige af, at en stor gruppe frivillige vil bruge flere dage på forberedelser, afvikling og oprydning efterfølgende. Præsidenten for Classic Race Aarhus, Niels Brøchner tøver da heller ikke, når han skal takke disse:

-Jeg vil gerne have lov til at takke de mange fantastiske frivillige mange gange for deres store arbejde, uden dem kunne vi ikke have skabt den her succes, lød det efter dette års race.

En af disse frivillige er Tom Frandsen, der har været med fra starten på CRAA, og har siden været med hver gang.

-For mig er frivilligt arbejde en del af den kultur jeg kommer fra, jeg har spillet håndbold og fodbold det meste af mit liv, og i de kredse er frivilligt arbejde helt almindeligt. Jeg kom med til CRAA da en genbo, hvor jeg bor, spurgte om jeg havde lyst, det havde jeg, for jeg synes ideen med et stort motorløb midt i Aarhus var en fantastisk ide, fortæller Tom Frandsen, der har boet i byen hele mit liv, så derfor ville han da rigtig gerne være med til at promovere byen, ligesom motorsport jo ikke er kedeligt.

-Jeg har været med på banebyggerholdet helt fra starten, og vi er faktisk ret mange, der har været med fra starten, og det giver et fantastisk sammenhold. Vi har et fælles mål, som er at afholde et så super godt motorløb som muligt, og derfor bakker vi hinanden rigtigt godt op. Vi har også en hård, men meget kærlig tone, det er med til at styrke sammenholdet. Vi er mennesker fra alle mulige steder i samfundet, høj og lav, men her er vi bare sammen om at udføre et stykke arbejde, som gerne skulle føre til at løbet bliver bedre år for år.

-Jeg har valgt at bruge 3 dobbeltvagter op til løbet = 3 x 8.00-22.00 og så lidt i løbsweekenden hvis det er nødvendigt, og kan passes ind med butikken. Vi får en rigtig fin forplejning, når vi er på arbejde, ligesom der i løbet af året laves arrangementer for deltagerne, det er super fint, dem har jeg så svært ved at deltage i da jeg jo skal passe min butik, og kommer ofte sent hjem, slutter Tom Frandsen.

Man kan nok ikke lade være
Hvorfor er jeg med i foreningsarbejde, og hvad skal der til for at forblive en aktiv deltager?

-Spørgsmålet er nok nærmere: Hvorfor er MAN med i foreningsarbejde? Der er antagelig to væsentlige årsager til det. 1. At man godt vil yde en indsats, og 2. Man vil gerne udøve magt, besvarer Steen Rode-Møller, der er formand for VW Veteran Klub Danmark, selv spørgsmålet, og fortsætter:

-At yde en indsats er nok det, der i de flestes tilfælde ligger nærmest. Jeg har været med i adskillige foreninger, klubber, råd, nævn og været involveret i fagforeningsarbejde. Alt sammen fordi jeg på baggrund af min uddannelse og livserfaring mente, at jeg kunne bringe det sammenhold, jeg var medlem af, mod nye og bedre mål. Eller måske blot frem til de mål, der var blevet sat, men som den eksisterende ledelse ikke formåede at nå til. Magten er i dette tilfælde ikke en negativ størrelse. Hvis man skal være i stand til at motivere sine medarbejdere, skal der ledelse til. Og hvis lederen kun er leder af navn og ikke af gavn, kommer man ingen vegne. Derfor skal 1 og 2 kombineres og voila, så har man den bedste deltager/leder af foreningsarbejdet.

-Der er måske også et tredje element, nemlig at man bare ikke kan lade være. Viljen til at "give en hånd med" kender vi alle, men det er de færreste der står distancen i det lange, seje træk. Det kan stå på i årevis, og hos mange bliver fjederen slappere og slappere, men det er nu så dejligt at være i det trygge sammenhold, så mange vægrer sig ved at vige pladsen for mere dynamiske kræfter. Også det er med til at få foreninger til at stagnere, og dermed bane vejen for intern uro og måske splittelse.

-Så mit råd er: Gør arbejdet interessant, søg medejerskab til opgaverne, vær aktiv deltager og vær leder (hvis du er valgt til det) - eller erkend, at der skal nye og andre kræfter til - og træd ud. Sådan holder man liv i en forening med dynamik og engagerede bestyrelsesmedlemmer, slutter Steen Rode-Møller.

Frivillighed er vort DNA
-Næste år er det 50 år siden jeg blev medlem af Vamdrup Ford A Klub. Det årlige kontingent var 5 kr. Det siger sig selv, at klubben blev drevet af frivillige og ildsjæle, fortæller Knud Gaarn-Larsen.

-I 1995 var jeg med til forårsmødet, og jeg kom med betragtninger om, at når der nu alligevel blev sendt et brev ud med program og kontingentopkrævning, så kunne man da godt gøre det lidt fikst i form af et blad, og reaktionen, kom lige med det samme: “Nå, du vil gerne være redaktør af et blad. Ja, men det er jo fint, så er du det!”. Nu er det så 20 år siden, og jeg kan ikke mindes, at det har været til debat siden. Det var en “rigtig” Klub, med stort “K”!

-Nu er Vamdrup Ford A Klub blevet en Forening. Der er love og vedtægter, en bestyrelse og en årlig generalforsamling med valg og hvad der ellers hører sig til. Det frivillige arbejde er det samme, og det foregår stort set på samme måde. Vi kender hierarkiet og hinanden, og vi hygger og hjælper hinanden.

Da jeg startede som redaktør, syntes jeg at vi skulle gøre noget for at klubben skulle vokse, så jeg præsenterede en masse forslag i bladet, og ønskede medlemmernes svar. Jeg husker specielt to eller tre svar i det simple modspørgsmål: “Hvorfor?”. Hvorfor være større, hvis vi har det godt som det kører. Det har ændret mit syn på mange ting. Hvorfor skal vi hele tiden vækste? Det er som det tager fokus fra det, vi er sat i verden for, nemlig at være der for dem der nu er der. Er de måske ikke gode nok? Så foruden frivillighed, så er hygge en meget vigtig del af Vamdrup Ford A Klubs hjerteblod. Er vi på tur, så er vi på tur, og alle skal med hjem. Er der en bil der holder, så stopper den foran, og sådan fortsætter det til alle stopper, og man kan hjælpe den stakkel, der er gået i hold. Sådan en Klub/Forening vil jeg gerne være medlem af, understreger Knud Gaarn-Larsen.

Da vi spørger Knud Gaarn-Larsen, hvad der kan give ærgrelser lyder svaret:

-Det skal jeg virkeligt lede længe efter. Jo, en af de ting der ærgrer mig, er at jeg ikke kan deltage i flere af klubbens arrangementer.

Honnør for de frivillige
Der kan, som det fremgår, være mange årsager til at så mange vælger at bruge de mange timer og dage på