Tønder Veteran Klub anno 2005

Vadehavstræf på Rømø 2016

Vadehavstræf 2016

”Tag turen til Rømø over den 9 km lange dæmning og kom til veteran- og englændertræf  d. 17.-18.- og 19. juni 2016”… Sådan lød invitationen fra Bent Jessen.

Fredag aften mødte 42 biler op ved Holms røgeri i Havneby. Mens bilerne stod parkeret udenfor, kunne bilernes passagerer gå ind til en overdådig fiskebuffet. Maden var lækker og snakken gik lystigt ved bordene. Herefter var der tid til at beundre de mange flotte biler på parkeringspladsen. Her kunne man bl.a. se en fin Chevrolet Bel Air som ejeren havde haft med hjem fra Canada for 30 år siden, en Rolls Royce  Silver Cloud fra 1958, der har været ambassadør-bil i London og har kørt rundt med den franske præsident Charles de Gaulle i forbindelse med Winston Churchills begravelse i januar 1965, Volvo Amazon, Jaguar Panhard - den eneste i Danmark, hentet i Irland, MG´er  og mange flere. Herefter blev det til en lille køretur på Rømø. De der havde indlogeret sig på Hotel Lakolk tog tilbage til hotellet, mens vi andre ”næsten lokale” kørte hjem.

Lørdag var der gratis kaffe og rundstykker på Lakolk fra kl 9. Vi fik udleveret en pose med brochurer om hvad man kan opleve i det sønderjyske.  I posen var der også en lille fin flaske Rømø snaps.  Nu kunne man gå rundt og nyde synet af de fine biler og så var der også sørget for at man kunne få en soft ice hos Café Midtpunkt.

Søndag kunne jeg desværre ikke deltage, men denne dag gik turen gennem Nationalpark Vadehavet med stop undervejs. Der blev bla. gjort stop ved Højer mølle og sluse, hvorefter turen gik videre gennem Rudbøl til Møgeltønder hvor der blev parkeret på slotspladsen ved Schackenborg slot.  Deltagerne kunne få kaffe og sandwich på Schackenborg slotskro. Kl. 13.30 var træffet slut og deltagerne kunne vende næsen hjemad.

TAK for et godt og veltilrettelagt træf.
Tina Lorenzen