Tønder Veteran Klub anno 2005

Tecno - Biler

 

Tekno biler

 

1.september 1928 grundlægger blikkenslager Andreas Siegumfeldt virksomheden ”Tekno Dansk Legetøjs Industri” i sin villakælder i Vanløse under ret beskedne forhold, med ham selv som den eneste medarbejder. Der siges, at Andreas en dag stod og kiggede i et udstillingsvindue til en legetøjsforretning og ærgrede sig over den dårlige kvalitet legetøjet havde.

Det der specielt interesserede ham var bliklegetøj, noget der tidligere udelukkende blev importeret fra Tyskland. Andreas får mange advarsler om, at det er en håbløs konkurrence at tage op. I de første år giver virksomheden et ikke uvæsentlig underskud, men omsætningen var stigende og folk tog godt imod hans ting. Nogle af de første ting der blev fremstillet var dog så dyre, at en del ikke kunne sælges og han måtte derfor forære dem bort.

I 1930, kun 2 år efter starten blev kollektionen af bliklegetøj sendt til bedømmelse i Industrirådet, hvor han modtager højeste præmiering og diplom for smukt udført bliklegetøj.

Bilerne bliver i de efterfølgende år en stor succes og i 1932 flytter Siegumfeldt produktionen til lejede lokaler i en fabriksbygning på Tranevej og ”Tekno” bliver registreret som det bærende varemærke.

I 1934 begynder man at fremstille Falck- og Zoneredningskøretøjer.

De første blikbiler der blev fremstillet var mørkerøde senere blev de lysere røde, begge med metalhjul. Efter 2. verdenskrig blev bilerne monteret med sorte gummidæk og sorte skærme på typen fra Falck. Alle biler solgtes med et gult udrykningsflag og alle biler var forsynet med samme nummerplade, nemlig K 673 (K= Kbh.)

Med en medarbejderstab på 20 personer og en fabrikation af blikbiler der overstiger alle forventninger flytter Siegumfeldt i 1935 igen produktionen. Denne gang til en nyopført fabriksbygning på Rentmestervej 47 på Nørrebro i København. Fabrikken er på 600 kvadratmeter i 4 etager og der er 60 ansatte. Produktion og efterspørgsel er stadig stigende.

Anden verdenskrig, fik stor indflydelse på dansk legetøjsproduktion og i maj 1940 bliver der udstedt forbud mod al brug af hvidblik da det skulle anvendes til militære formål. Produktionen af blikbiler gik derfor hastigt ned for til sidst nærmest at gå helt i stå.

Hvis produktionen af bilerne ikke skulle gå helt i stå, pga forbuddet mod at bruge hvidblik, måtte der findes et alternativ. Alternativet blev zink. De første forsøg med biler støbt i zink blev en model af Ford V8 i størrelsen 1:43, der sammen med 1:50 blev alle modelbilproducenters foretrukne størrelse i mange år fremover.De første biler i zink blev produceret som en opfølgning på de efterspurgte redningskøretøjer – Falck og Zonen. Hertil kom bla cementbil, mælkebil, benzinbil og skraldebil.

I årene 1952-1958 produceres der store mængder af forskellige biltyper. Der bliver produceret langt flere biltyper med firmalogoer monteret på erhvervskøretøjerne end der blev produceret personbiler. Erhvervsbilerne var genkendelige for børn i 9-14 års alderen der var målgruppen og personbiler var ikke så udbredt for den almindelige dansker først i halvtresserne.

Det var også i denne periode af de meget store serier som VW reklamebilerne type 1, VW 1200 personbil og Volvo lastbilerne blev produceret.

Når der skulle fremstilles bilmodeller skulle modellen være rentabel, så bilmodellen kunne udnyttes til flest mulige individuelle modeller. Produktionsomkostningerne for en ny model løb op i 35-40.000 kr til etablering af værktøj, nye forme mm.

Når en ny bilmodel skulle sættes i produktion rekvireredes tegningerne fra bilfabrikken og sat ned i 1:43½. Tegningerne blev overført til en zinkklods og modellen blev filet og savet ud af klodsen.

Modellen forsynes med hjul og males hvorefter den blev sendt til godkendelse hos bilfabrikken. Havde bilfabrikken intet at indvende blev modellen sat op i 4 gange så stor størrelse så alle eventuelle fejl fremstod så tydelig som muligt.

Herefter blev en rigtig bil at samme mærke kørt ud til Tekno og blev parkeret i gården. De følgende dage lå fabrikkens værkførere skiftevis på ryggen og på maven og foretog sammenligninger for at modellen kunne blive så perfekt som mulig. Når modellen var som den skulle være blev den ført tilbage i sin oprindelige størrelse i stål hvorefter der under tryk blev presset stål af en lidt blødere legering over modellen og herved blev formen støbt. Der blev brugt flere forme til hver model en til kofanger, en til hjul osv. Der blev fremstillet 70-80.000 biler om måneden.

Bilerne blev slebet og poleret, sprøjtemalet med grundfarve og herefter ovntørret ved 200 grader. Herefter blev modellen vandslebet inden den endelige farvelakering og endnu engang en tur i ovnen inden montering. Sæder, ruder og døre blev sat på plads inden bunden med hjulene blev nittet på. Enkelte af bilerne var samlet med en skrue i bunden, mange af Tekno´s senere biler blev samlet og låst ved hjælp af løst indskudte dele. Når bilerne var samlet blev der påført eventuelle transfers med bilmærke eller firmalogo. De små biler var først og fremmest håndarbejde. Tekno eksporterede biler til 72 lande. Værkføreren var som regel ikke tilfreds med en model, før han kunne stå på den uden at den gik i stykker.

De tidlige Tekno-biler bestod oftest blot af en bund med to hjulaksler, et karrosseri, en rude samt to kofangere. Der anvendtes altså 6 eller 7 støbeforme til produktionen. De senere personvognsmodeller fabrikken producerede kunne bestå af 30-35 forskellige støbte dele.

I 1959 havde Tekno produceret over 2 millioner eksemplarer af folkevognen, hvilket var langt flere end folkevognsfabrikkerne i Tyskland, overhovedet havde sendt på verdensmarkedet.

I 1968 beskæftigede virksomheden 250 ansatte og producerede ca 3,5 mio modeller og der eksporteres til over 50 lande.

I 1972 går virksomheden konkurs, et hollandsk firma køber rettigheder og værktøj og fortsatte fra 1975 under navnet Tekno Holland.

 

Der fremstilles stadig Teknobiler den dag i dag, dog kun lastbiler, som er mærket "Tekno made in Holland" i bunden.

Alle Tekno's produkter er i dag eftertragtede samlerobjekter, og interessen er stigende. Gamle Tekno modelbiler i perfekt stand kan være flere tusinde kroner værd. De høje priser forudsætter dog at der er tale om originale biler. På grund af denne store samlerinteresse for bilerne er der opstået en hjemmeindustri med restaurering af biler, og nogle af disse folk er blevet så dygtige at det i nogle tilfælde kan være særdeles vanskeligt at se forskel på originale og restaurerede biler.

 

Ifølge oplysninger fra Frederiksberg Auktionshus, blev der i 1991 solgt en originale Teknobil, en Volvo Expres "Paulig" til 25.000 kr.

 

I 2016 blev der på en auktion solgt en Tekno bil til 55.000 kr + salær.

 

 

 

 

Fra min tid på legetøjsfabriken TEKNO

 

Her er jeg så som 15-årig på cykeltur   

 

   

 

 

Lidt oplevelser fra min grønneste ungdom som arbejdsdreng på legetøjsfabriken TEKNO

En dag i 2006 hvor jeg surfede lidt rundt på internettet, faldt jeg over en hjemmeside for folk, der samlede på de kendte og efterspurgte Tekno-biler, og hvor man søgte oplysninger og historier fra den gamle tid på TEKNO.

Da jeg engang som 15-årig arbejdede på fabriken, svarede jeg med nedenstående lille historie, som så blev lagt ind på Tekno's hjemmeside:

 

Afskrift af mit indlæg på Tekno's-hjemmeside:

 

Indtil jeg kunne påbegynde min læreplads, arbejdede jeg i 1946 ca. 1 år som arbejdsdreng på legetøjsfabriken Tekno, der dengang lå på Rentemestervej i Københavns NV-kvarter.

 

Da jeg i den periode var den eneste arbejdsdreng på Tekno, gik jeg en del sammen med fabrikant A. Sigumfeldt (det var ham der startede fabrikken), og hjalp lidt til, når han lavede nye modeller. En af de ting jeg kan huske han lavede, var en træhund som små børn kunne trække efter sig i en snor. 

 

Sigumfeldt var en meget venlig og rar mand. Jeg kan huske, at der i produktionen af de støbte legetøjsbiler naturligvis var flere der havde fået en lille ridse i malingen eller var blevet kasseret af andre grunde. Disse biler fik jeg så ud i fabrikens gård, og ved en smeltedigel smeltede dem om.

Om vinteren foregik dette også udenfor, og ofte skete det, at Sigumfeldt kom ud og sagde: Gunnar, nu kan du godt holde en lille pause, og komme ind og få varmen.

 

Til at destruere de større biler i blik, som f.eks. brandbiler og ambulancer, der også var blevet kasseret, brugte jeg en ambolt og en stor hammer. Tænk hvis man i dag, blot havde lidt af alt det man dengang ødelagde. 

 

For sjov, plejer jeg at prale med, at jeg nok har en uofficiel Danmarksrekord i at ødelægge Teknobiler.

 

På en af  'Tekno's hjemmesider er oplyst, at støbemaskinen var moderne og meget hurtig. Det må være efter jeg var holdt op, idet i den periode jeg var der, var støbeprocessen både manuel og meget langsom. Maskinen havde et stort 4-grenet håndsving, som støberen benyttede til at lukke støbeformen med. Så trak han i et håndtag over maskinen, så der sprøjtede en flydende zinklegering ind i formen. Med det store håndsving åbnede han så igen formen, og den støbte bil faldt ned i en kasse under støbemaskinen.

 

Det støbte emne indeholdt førerhus, chassisramme, en højre og en venstre forlygte.

 

Mit første job på Tekno var at sidde inde i støberummet og adskille de støbte emner. Der skulle især passes på, ikke at blande de 2 forskellige forlygter, for så blev monteringsdamerne godt sure.

Jeg husker tydeligt værkstedet hvor værktøjsmagerne lavede alle formene og værktøjerne. Her stod også en smart lille maskine der blev 'fodret' med en tynd messingtråd, og heraf producerede den den kæde som blev benyttet til de små maskiner, man dengang kunne købe til Tekno-byggesættet (det med de grønne mange-hullede byggeskinner).

Jeg blev engang fyret --. Der var en af damerne der sad ved en stor standsemaskine, og hun skulle tage de færdigstandsede emner ud af standsemaskinværktøjet med fingrene. Så lavede jeg en krog af et stykke rundjern til hende, som hun kunne bruge til at få det færdige emne ud med. Så gik det pludselig meget nemmere. Desværre gik det også for hurtigt, idet hun kom til at udløse standsemaskinen medens min krog var inde. Det kunne værktøjs-formen ikke tåle. 

Værkføreren blev godt sur, og spurgte hende, hvem der havde lavet den krog. Da hun svarede at det var Gunnar, kaldte han på mig og sagde, at jeg godt kunne gå op og klæde om, for nu var jeg fyret.

På vej til omklædningsrummet mødte jeg driftleder E.B. Christensen! Han spurgte, hvor skal du hen, - og jeg måtte så fortælle, at jeg var blevet fyret, og hvorfor. Så sagde han, gå du bare ned og pas dit arbejde, så taler jeg med værkføreren.

En klog mand. 

En fortsættelse af min egen del af historien er, at jeg i 1955 selv startede egen virksomhed med brugskunst og gaveartikler. Fabriken blev efter kort tid en af de største virksomheder af den art herhjemme, med 35 ansatte, og i den gamle DANA-LYS fabriksbygning på Blegdamsvej i Kbhvn. Ø.

I denne produktion kunne jeg ofte benytte mig af dele af den fremgangsmåde, jeg havde set og lært på Tekno.

En for mig rigtig morsom oplevelse var, at da jeg i 1965 blev selvstændig statsaut. ejendomsmægler, og i 1983 blev tilknyttet Kreditforeningen Danmark som vurderingsinspektør, blev anmodet om at vurdere en fabriksbygning på Rentemestervej.

Det viste sig at være den gamle Tekno-fabrik. Det var en rigtig morsomt at gå igennem de lokaler jeg som dreng, mange år tidligere, havde arbejdet i.

Atter en del år senere, blev jeg teknisk chef for hele HOME kæden, med 137 ejendomsmæglerforretninger fordelt over hele landet.

Afskrift slut.

 

Via denne lille historie på Tekno's hjemmeside, har jeg modtaget  mange henvendelser fra samlere af Tekno-biler rundt omkring i verden, der har ønsket dette indlæg oversat til engelsk. Den sidste forespørgsel kom fra Indianapolis USA.

 

Kilder

www.denstoredanske.dk

www.wikipedia.dk

www.vanloese.dk

www.aniform.dk

www.tekno-vilmer.dk

Tilladelse fra Gunnar Flørnings døtre Randi og Anette til at bringe deres fars artikel.

 

Tina Lorenzen