Tønder Veteran Klub anno 2005

AD - Min første bil af Tina Lorenzen

Min første bil

 

Jeg hedder Tina Lorenzen. Jeg bor i en gammel præstegård i Daler sammen med min kæreste Søren og 3 børn Johanne, Sigrid og Kresten. Jeg er lærer på Digeskolen i Højer.

 

Jeg købte min MGA i foråret 2009, hos Frits Johansen i Nordborg.

Jeg havde mange år forinden set mange fine MGA´er til Oldtimer løbet i Gråsten og drømte om at få min egen en dag. Jeg tog beslutningen om at jeg ville købe en MGA inden jeg fyldte 30. Så jeg kontaktede Bent Jessen (ham der startede Englændertræffet i Løgumkloster og Vadehavstræffet på Rømø) og spurgte om han ville hjælpe mig, det ville han heldigvis gerne. Vi kørte rundt i Danmark for at se på forskellige MGA´er vi var bla i Viborg hvor vi så på en MGA hos direktøren for ZONE og var ude at køre i hans super fine og meget dyre AUDI. Efter at have været på udkig et lille års tid  går turen en februar dag til Als hvor vi skal se på en MGA hos Frits Johansen. Da jeg ser bilen er jeg slet ikke i tvivl det skal være DEN !!!  Men det er vinter og ikke muligt at komme ud at køre i den, så aftalen er at jeg vender tilbage til foråret. Da det bliver forår har Frits imellem tiden solgt bilen, han var meget interesseret i at få fat i en gammel Alfa Spider som han kunne få ved at sælge sin MGA .. øv øv… I april får jeg mail fra Frits om at Alfa Spider´en var gennemtæret overalt under den ellers meget pæne undervognsbehandling og han ber derfor om at lade handlen gå tilbage og derfor er MGA´en igen til salg !!!

Da jeg skal ned og se bilen for 2. gang kører jeg ned til Frits sammen med Bent i Bent´s MGA. Vi kigger på bilen og jeg er meget interesseret i at købe den. Ved køkkenbordet bliver vi enige om en pris og Frits siger at jeg bare kan tage bilen og køre hjem i den og overføre pengene senere !! Det havde jeg slet ikke drømt om, så det var en overraskelse. Det ser ikke ud til at der er meget benzin på MGA´en, men Frits siger at det er nok til at køre hjem på. Men der går dog ikke særlig længe inden jeg på en af de små veje kører tør for benzin, og hverken Bent eller jeg har en reservedunk med benzin med. Bent finder hurtigt en mand der er ved at slå græs og spørger om det er muligt at købe lidt benzin af ham, det er det heldigvis. Der kommer benzin på MGA´en og vi kører videre. På et tidspunkt er der en far der er ude i haven med sine børn, da han ser de 2 MGA´er siger han til sine børn: se der kommer en mand i en fin gammel bil… og se der kommer hans kone… Vi holder en pause køber en is og nyder det gode vejr inden turen går hjem.

Det er desværre ikke så meget jeg får kørt i min lille røde bil, med 3 børn er det svært at få tid til det hele. Det er dog blevet til et par småture i det danske sommerland, Englændertræf i Løgumkloster, Vadehavstræf på Rømø, en enkelt tur til Oldtimerløbet i Gråsten samt et træf i Büsum. Selvom det ikke bliver til de helt store ture, er jeg MEGET GLAD for min lille røde sommerbil. Man bliver i så godt humør af at køre en tur i den. Det samme gør min ældste datter Johanne der har været med ude på en meget lille tur og sagde: ”Giv den fuld tøf mor”