2021 – Dres´s lille rejsequide

Dres´ lille rejse guide

På tur til Silkeborg og omegn

 

2020, et år i skyggen af en pandemi, i skyggen af ”Corona”, 3 rejser til udlandet booket, men aflyst, slettet og hvad gør vi så nu? Helle og jeg skal jo på tur, og det kom vi, heldigvis. Vi blev som så mange andre i Danmark, ikke så ringe endda.

Her kommer så lige de oplevelser, vi havde på vores tur til Silkeborg og omegn.

 

Helle havde booket 2 overnatninger på Gjern Hotel. Gjern hotel, hvad er nu det for en størrelse? Ind på internettet for at se, hvad det er for et sted – lad mig nu ikke være negativ – jeg er jo bedst til 4-stjernede hoteller og med buffet og stor morgen komplet. Stedet så ok ud, men hvad er nu det? Vi skulle selv lave kaffe om morgenen. Underligt sted, men nu ikke negativ. Vi lader os overraske. Herom mere senere.

Vi startede hjemmefra efter morgenmaden, og allerede fra start aftalte vi, at vi kun kørte på landeveje og kun med brug af gammeldags lavpraktisk navigation, altså max. globus i kraft af et landkort, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi ville køre op ad vestkysten, op mod Ribe, mod Vejen, op til Grindsted, Give op til Pårup, rundt om Silkeborg og over til vores hotel i Gjern.

Vores hotel i Gjern, hvor mange stjerner havde det nu? Det stod der ikke noget om. Vi blev indkvarteret på den anden side af gaden i et ældre hus med 4 værelser. Værelserne var nyrenoverede og superpæne, dog uden TV. Uden TV? Hvad nu? Men dog et fælles TV-rum. Jeg havde heldigvis min IPad med, og huset havde trods alt Wi-Fi, så herfra no problemo. Huset havde et fælles køkken. Hvad skal vi så med det? Det skal jeg sige jer. vi stod selv for morgenmaden inkl. kaffebrygning. Underligt hotel.

Efter indkvartering ville vi lige ud at gå en tur. Som I måske alle ved, er der i Gjern et veteranbilmuseum, nemlig Jysk Automobilmuseum. Et rigtig flot museum med rigtig mange køretøjer. Der står endda 2 køretøjer fra J. H. Jensen Karetmagerfabrik i Højer. Gå ind på følgende hjemmeside www.jyskautomobilmuseum.dk. Her man lige se mere om museet.

Efter køreturen, som foregik i adstadigt tempo ad mindre veje op gennem Jylland og med besøg på veteranmuseet, var det ved at være tid til aftensmad. Ovre i restauranten, hvor vi fik anvist vores bord. Kunne der være flere overraskelser? Ja det kan i tro. Tjeneren kom hen til bordet og bød os velkommen. Han fortalte om menuen og spurgte så, hvad vi kunne tænke os at drikke. Fluks lød mit spørgsmål til den unge mand: ”Hvad kan du da byde på?”. De havde rød- og hvidvin, sodavand og øl. Mit næste spørgsmål: ”Hvad øl har du da?” – jeg har Hancock, almindelig pilsner og Classic. Hvilke størrelser kan man så levere? 1 stor, 1 mellem og en alt for lille – den havde jeg ikke hørt før. Så der blev bestilt en mellem (½ liter) og en ”alt for lille” til Helle. Tjeneren var godt nok en spøjs fætter. Til maden vil jeg lige knytte en lille kommentar. Der var super mad begge dage, og der var rigeligt af den.

Næste morgen måtte vi selv stå for morgenmaden og selv brygge kaffen. Der var ikke morgen buffet. Også her var der overhovedet ingen klage over morgenmaden – super dejlig morgenmad med alt, hvad der bimler og bamler. Eneste minus var, at der ikke var røræg, pølser og bacon, men der var rigeligt, selv til en rigtig god madpakke.

Denne dag ville vi et lille smut til Silkeborg og en tur op og ned ad gågaden. Der var rigtig mange mennesker, og i denne ”Corona” tid besluttede Helle og jeg, at det ikke lige var os. Så tilbage til bilen og ud at køre en tur i området. Vi kørte ned til Silkeborg søerne og Gudenåen, hvor vi gik rundt og så på de mange både, der lå for anker ved Silkeborg Motorbåd klub. Efter Helle og jeg er blevet en smule ”maritime” med eget ”skib”, var det jo dejligt at kigge på de mange forskellige bådmodeller. Asger Jorn museet ligger et øjekast fra Gudenåen lige op og ned ad de mange motorbåde. Der måtte vi så også lige ind for at se på kunst. Et spændende besøg.

Efter bådbesigtigelse og al den kunst, besluttede vi at køre op mod Viborg, og det endte med, at vi kørte til Hjarbæk Fjord. Hjarbæk er et lille fiskerleje i bunden af Limfjorden. Ved havnen lå der en del gamle fiskerbåde, så der blev igen besigtiget både, men denne gang af en helt anden type. Det var fiskerjoller, som man brugte i Limfjorden. De kaldes en Sjægt – det er en sprydrigget, klinkbygget fiskerjolle. Fartøjet blev bygget til fiskeri i Limfjorden i perioden 1850 – 1920. Denne bådtype er slankere og skarpere i skroget end andre fiskerjoller. I Hjarbæk var der samtidig en forening, der hed ”Hjarbæk Sjægtelaug”. Nogle holder af gamle biler, og der er minsandten også nogle, der holder af gamle både – heldigvis.

Hjarbæk et lille hyggeligt sted, ikke kun med en lille havn, men også med små og snoede gader og gamle huse og en lille kro ved havnen. Ren idyl. Vi var heldige, for i Hjarbæk var der i den uge, hvor vi var på besøg, ”kulturuge”. Det var super, så det blev til mere kunst, bare i en helt anden form. Med al den kunst var der blevet tid til kaffe i en lille hyggelig café i Hjarbæk. Verden er en gang imellem ikke særlig stor, for i den café, hvor vi sidder, møder vi pludselig den tidligere formand for MG klubben, Ole. Han var sammen med familien i deres sommerhus ved Limfjorden. En lille MG snak blev det jo også til. Som Helle altid siger – ”du kender da altid mennesker overalt”

Efter en super god dag vendte vi så næsen tilbage mod vores hotel i Gjern, og igen en super gang aftensmad med en mellem øl og en øl af modellen ”alt for lille”.

Næste morgen efter en god nats søvn og god morgenmad og en smurt madpakke skulle vi igen hjem mod Tønder. Vi havde besluttet igen at køre uden navigation og på små veje. Under morgenmaden besigtigede vi Danmarkskortet, og derefter besluttede vi at køre over Rødkærsbro og ind til Tangeværket ved Tange Sø ved Gudenåen, op mod Hobro og ud til Mariager. Her gjorde vi holdt for at gå rundt i den gamle by. Vi besøgte en rigtig flot rosenhave, hvor der stod mange forskellige roser i fuldt flor og i alle mulige farver og dufte. Herefter gik vi ned gennem byen ned til havnen. En rigtig hyggelig by med mange gamle huse. Efter et ophold på et par timer kørte vi ud langs fjorden, hvor vi på en rasteplads gjorde et lille ophold, hvor den medbragte madpakke blev indtaget. Vi kørte videre til Hadsund, derefter ud på Djursland, hvor vi kørte en smule rundt. Efterhånden var det meste af dagen gået, og vi havde aftalt med vores datter at gøre holdt hos hende, svigersønnen og 3 af vores børnebørn. Her blev der serveret lækker aftensmad, rødvin, og efter et par timer med hygge vendte vi næsen hjemad. Dog kørte vi fra Århus på motorvejen, for nu ville vi hjem.

En super miniferie med gode oplevelser. Danmark viste sig fra sin bedste side. En tur andre også burde prøve.

Dres Callesen